Spekulationerne om Ruslands præsident, Vladimir Putin, tager til. Om hans fysiske og mentale tilstand og om hans greb om magten. Sejrsparaden 9. maj har sat yderligere skub i det hele. Hvorfor fik han et tæppe til at dække sine ben med efter talen – var det mon ikke pga. sygdom? Og hvorfor blev flydelen af paraden aflyst – var det mon ikke af frygt for et attentat? Russiske eksperter leder efter de små tegn, som kan vise os, hvor det hele bevæger sig hen. Jeg talte i weekenden med en håndfuld af dem. De er alle imod krigen, men de er samtidig meget uenige om, hvad der rører sig i det russiske samfund.
En af de russiske analytikere har for eksempel fået indblik i en ellers lukket chatgruppe for officerer fra den militære efterretningstjeneste GRU. Officererne var ved at arrangere en jubilæumsfest, og midt i al snak om menu og udsmykning var der en besked i gruppen om, at »vi lader vores meninger blive hjemme«. En god aften med gamle studiekammerater skulle ikke ødelægges af diskussioner om krigen i Ukraine. Det er interessant, at der er forskellige meninger, og at de åbenbart bliver luftet, når GRU-folkene er sammen. Som den russiske analytiker påpegede, er det dog sandsynligvis sådan, at hvor nogle er mod krigen, vil andre bare have mere krig og en optrapning i Ukraine.


























