Præsident bekræfter, at nøgleby i øst, som var vigtig for Ruslands krig, er indtaget af ukrainske styrker.

Zelenskyj hylder befrielse af byer efter 200 dages krig

Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, hylder de ukrainske styrker, der har »befriet« den strategisk vigtige by Izjum i den østlige del af landet.

Han bekræfter dermed, at byen er generobret fra Rusland. Det er sket under de seneste dages storstilede ukrainske offensiv i det østlige og nordøstlige Ukraine.

Zelenskyj markerer med sin tv-tale søndag aften, at det 200 dage siden, at Rusland angreb Ukraine.

Han takker de ukrainske soldater, der har ’befriet hundredvis af byer og landsbyer. Og senest Balaklija, Izjum og Kupjansk’.

Han nævner dermed de tre byer, der er knudepunkter i den østlige del af landet. Her mødes jernbaner, der har forbindelse helt ind i Rusland.

De har været afgørende for, at Rusland i starten af krigen kunne føre våben og soldater frem og sætte sig hårdt på store dele af Donbas. Det er her, at regionerne Luhansk og Donetsk ligger.

Indtagelsen af Izjum regnes som Ukraines største sejr på slagmarken, siden det i foråret lykkedes at trænge en stor russiske styrke væk fra hovedstaden Kyiv.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her