En af Talebans støtter blev udvekslet med en amerikansk civilingeniør, som blev bortført i januar 2020.

Taleban udveksler narkobaron med ingeniør med USA

Foto: Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix
Foto: Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Taleban hylder mandag en fangeudveksling med USA, hvor den militante, islamistiske bevægelse har fået udleveret en af deres støtter til gengæld for en amerikansk civilingeniør.

Familien til amerikaneren Mark Frerichs, civilingeniør og veteran fra den amerikanske flåde, bekræfter mandag, at han er frigivet efter to års fangenskab i Afghanistan.

»Mark Frerichs blev udleveret til USA, og Haji Bashir Noorzai blev udleveret til os i Kabuls lufthavn«, oplyste Afghanistans udenrigsminister, Amir Khan Muttaqi.

Tidligere på dagen holdt Taleban en pressekonference om fangeudvekslingen.

Denne fungerede også som en velkomstceremoni for Haji Bashir Noorzai, som er løsladt efter mange år i amerikansk fangenskab.

Den afghanske udenrigsminister udtrykte håb om, at fangeudvekslingen kan føre til et bedre forhold til USA, der ligesom de fleste andre lande ikke anerkender Taleban-regimet.

»Dette kan blive et nyt kapitel mellem Afghanistan og USA. Dette kan åbne en ny dør for samtaler mellem begge lande«, sagde Muttaqi, som takkede forhandlere på begge sider for at få fangeudvekslingen i stand.

Taleban-regimet har længe arbejdet på at få udleveret Haji Bashir Noorzai. Han var i sin tid en af Afghanistans mest indflydelsesrige narkobaroner, men også en nær støtte af Taleban.

Mark Frerichs forsvandt i Khost-provinsen i Afghanistan i januar 2020. Det blev senere klart, at han var bortført- tilsyneladende af Haqqani-netværket, som har nære bånd til Taleban.

Frerichs var i Afghanistan som leder for et amerikansk logistikselskab. Han var tidligere soldat i den amerikanske flåde.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her