Kaosset og panikken i britisk politik nåede nye højder mandag morgen, da den nyudnævnte finansminister, Jeremy Hunt, i hast måtte sende en meddelelse ud for at berolige de finansielle markeder.
Finansministeren havde planlagt en erklæring til Underhuset om eftermiddagen, men af frygt for yderligere stigende renter på statsobligationerne kom Jeremy Hunt med en fremskyndet erklæring, hvori han annoncerede, at endnu flere skattelettelser nu bliver droppet.


























