I staten Tennessee har guvernør Bill Lee forbudt dragshows på offentlige steder. Hyklerisk, mener kritikere.

Guvernør tidligere udklædt som cheerleader forbyder dragshows

Foto: Mark Zaleski/Ritzau Scanpix
Foto: Mark Zaleski/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske delstat Tennessees republikanske guvernør har torsdag underskrevet et lovforslag, der forbyder dragshows visse steder.

Guvernør Bill Lee underskrev forslaget uden en tilhørende ceremoni og uden at udsende en erklæring.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Den nye lov, der træder i kraft den 1. juli, forbyder dragshows på offentlige steder og på steder med børn.

Personer, der overtræder loven, risikerer knap et års fængsel og en bøde på op til 2.500 dollar svarende til cirka 17.500 kroner.

63-årige Bill Lee har afvist beskyldninger om, at det skulle være hyklerisk af ham at støtte lovforslaget, skriver BBC.

Således dukkede et billede frem på Reddit sidste weekend fra en skolebog fra 1977. På billedet ses en ung Bill Lee iført en cheerleader-uniform, en paryk med krøller og en perlehalskæde.

»Sikke et latterligt, latterligt spørgsmål«, svarede guvernøren ifølge BBC, da han tidligere på ugen blev spurgt til billedet på et pressemøde.

»At blande sådan et billede sammen med seksualiseret underholdning for øjnene af børn er meget alvorligt«, tilføjede han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her