I løbet af fem måneder er mindst 20.000 russiske soldater blevet dræbt i regionen omkring Bakhmut i Ukraine.
Det vurderer amerikanske efterretningstjenester.
Halvdelen af de dræbte var tilknyttet den berygtede russiske Wagner-gruppe.
Det siger Det Hvide Hus’ talsmand for præsident Joe Bidens nationale sikkerhedsråd, John Kirby, mandag.
Han tilføjer, at der ifølge amerikanske efterretninger er omkring 80.000 russiske soldater, der i samme periode er blevet såret i kampene ved Bakhmut.
Kirby siger videre, at den russiske offensiv i Donbas-regionen er stoppet helt op. Han betegner den som ’fejlslagen’.
»Rusland har ikke været i stand til at indtage noget reelt strategisk og betydeligt territorium«, siger Kirby.
Wagner-leder: »Denne modoffensiv kan blive en tragedie for vores land«Russerne har gjort mindre fremskridt i Bakhmut, tilføjer han. Men det har haft ’forfærdelige, forfærdelige omkostninger’ for dem i form af menneskeliv.
»Vi vurderer, at alene siden december har Rusland haft over 100.000 dræbte og sårede. Blandt dem er over 20.000, der er dræbt i kamp, hvoraf knap halvdelen var Wagner-soldater«, siger Kirby.
»De tal er virkelig lamslående«, tilføjer han.
Tre gange så mange som slaget om Guadalcanal
Til sammenligning peger talsmanden på, at det er tre gange så stort et tab, som USA led i slaget om Guadalcanal under Anden Verdenskrig, som var et vendepunkt i kampen om kontrol over Stillehavet.
Det private militære firma Wagner-gruppen har blandt andet rekrutteret indsatte i Ruslands fængsler.
De fik et tilbud om at blive løsladt, hvis de til gengæld ville kæmpe i Ukraine i et halvt år.
Kirby afviser at sige noget om, hvor store tab Ukraines hær menes at have lidt i og omkring Bakhmut.
»De er ofrene her. Rusland er fjenden«, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det Hvide Hus vil ikke sende ’oplysninger ud i det offentlige rum, som gør det vanskeligere’ for ukrainerne, tilføjer han.
ritzau
fortsæt med at læse




























