Sådan her husker jeg soldaten Oleg: Han står mellem de sønderskudte huse i landsbyen Pribuzke med vægten på højre ben – fordi det venstre er erstattet af en protese – og rækker smilende en arm ned for at klappe en sort labrador, der logrende er styrtet hen til ham. Det er nu et år siden.
Fotografen og jeg havde i en uges tid kørt rundt i det østlige Ukraine med chaufføren Gleb bag rattet. Gleb var venner med Oleg og foreslog, at vi mødte denne etbenede soldat på vej tilbage mod Odesa. Oleg var noget helt særligt, sagde chaufføren, og han havde accepteret at tage os med ud til fronten, fordi det efter hans mening var vigtigt at fortælle verden, hvad den her krig gik ud på.
Så vi mødte Oleg i Mykolajiv og kørte med ham til Pribuzke, der ligger et stykke nord for storbyen Kherson, som på det tidspunkt stadig var besat af russerne.
De fleste af soldaterne i hans lille gruppe bar hjelm, for der var trods alt kun et par kilometer over til de russiske stillinger, og der var ikke langt mellem bragene og den knitrende lyd af automatvåben. Men Oleg havde bare smækket en kasket på sin skaldede isse, som havde han tegnet en eksklusiv kontrakt med en skytsengel, der gjorde det overflødigt at tænke på personlig sikkerhed. Han bar ganske vist skudsikker vest, men den dækkede kun en latterligt lille del af hans massive torso.
