Folk, der kender mig godt, vil vide, at jeg med årene har opbygget et passioneret forhold til havregrød. Efter mange forsøg er jeg endt med biodynamiske, grovvalsede havregryn fra Tyskland som det eneste saliggørende produkt. De giver en fast tekstur og en nøddeagtig smag, som gør havregrød til noget helt andet end barndommens klistermedister.

Eftersom jeg altid er parat til at betræde en fin linje mellem omhu og mani, bed jeg mærke i det, da jeg for et par år siden hos gode venner i Brighton så husets frue røre i havregrøden med noget, hun kaldte en spurdle. En pind, som efter et kvikt besøg på en drejebænk har fået en form, der er særlig egnet til at røre grøden lind og nå helt ud i kanten af bunden på kasserollen.