Bagsidens læserkonkurrence om at finde en bedre og mindre stigmatiserende betegnelse end Udkantsdanmark er slut. Og sikke en finale. Vi modtog flere hundrede forslag fra læserne: Frilandsdanmark, Skovbrynsdanmark, Kaneldanmark, Krondanmark, Potentialedanmark, Vokseværket og Redundanmark – for blot at nævne en håndfuld. Det samme gjorde radioudsendelsen ’Den løse kanon’ på P3 i sin fuldstændig identiske konkurrence. Det var derfor, det var så nærliggende at indgå et tværmedialt kompagniskab mellem de to parter tidligere på ugen. Afgørelse for åben mikrofon I gårsdagens udgave af ’Den løse kanon’ arbejdede den fælles jury – bestående af Politikens chefredaktør, DR’s generaldirektør og undertegnde bagsideredaktør – sig møjsommeligt frem mod vinderordet. Det skete for åben mikrofon. Cirka klokken 15.50 var den hjemme: Af de to finalister, Hjertelandet og Baglandet, foretrak samtlige jurymedlemmer Baglandet. Man lagde vægt på, at det skulle være et slidstærkt ord. Kun én vinder blev nævnt, og det var en radiolytter fra Lemvig. Men faktisk var Baglandet også blevet foreslået af en bagsidelæser: Lars Bundgaard i Vordingborg. Tillykke, du er en vinder! Tak til alle, der deltog i konkurrencen. Nu begynder det hårde arbejde med at få det nye ord implementeret.
Velkommen til ... Baglandet



























