Garvet rimsnedker skriver årets snapsevise

Lyt til artiklen

Han har skrevet limericks til Politiken. Skrevet over 1.200 bagsideviser til Frederiksborg Amts Avis og Dagbladet. Manden er turnerende visesanger.

Vinderen af Årets Snapsevise '09 hører til blandt den garvede elite af danske sangskrivere.

Asger Berg hedder han, og med visen 'Balancekunsten' kan han nu føje endnu en bedrift til et imponerende cv.

Konkurrencen: Årets Snapsevise ’09

'Lav en ny tekst til den klassiske snapsevise 'Haps, haps, haps - nu skal vi ha' snaps'', lød de enkle regler for konkurrencen. Det gjorde Asger Berg, og her er er hans vindertekst:

Tre – to – en!

Først det højre ben.

Drik en snaps i ro og orden.

Ned til højrebenet går den.

Tre – to – en!

Snaps til højre ben.

Tre – to – en!

Så det venstre ben.

Det skal også ha’ en chance.

Så er kroppen i balance.

Tre – to – en!

Snaps til venstre ben.

En enig jury valgte netop denne vise blandt de mere end 200 indsendte forslag med begrundelser som: Vittig, gode rim, folkelig, fungerer både sommer og vinter, voksen, god sammenhæng mellem de to vers og sidst, men ikke mindst, let at huske.

Snapsepiger og sildemad
Frokostrestauranten 'Frk. Barners Kælder' dannede ramme for kåringen og var i dagens anledning fyldt med gæster, spillemænd og selvfølgelig hovedpersonen selv. Søde snapsepiger delte rundhåndet ud af sildemadder og kold snaps.

Efter et par lystige numre fra 'De Glade Sømænd', der vel bedst kan betegnes som en meget ung udgave af 'De Gyldne Løver' på lige dele Ecstasy, Fontex og Hof, var det tid til at løfte sløret for vindersangen.

Scenevandt sprang Asger Berg op ved siden af kaptajnen, og i skøn duet og med svingende rygstøtte fra bandet fik de sunget sig ind i alle de fremmødtes hjerter. Det var en synligt stolt vinder, der blev klappet væk fra mikrofonen.

Stort tillykke til vinderen...

... og mange tak for alle de indsendte forslag. For de platte, for de underlødige, for de vittige og for de indsigtsfulde.

Mikkel Ussing Christensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her