British Pathé hedder det gamle hæderskronede firma, som lavede ugerevyer fra 1910 helt frem til 1970'erne.
Siden er de mange tusind timers materiale blevet katalogiseret og uploadet på nettet, og det kan være ret muntert at gå på opdagelse i.
I dag har vi samlet et par klip i sportskategorien fra Youtube-kanalen Sporting History, og der er lidt af hvert at hygge sig med.
Se for eksempel det, der må være de allerførste velfungerende rulleskøjter og sørme også mænd, der kan finde ud af at stå på dem i Paris' gader.
Og så er der flyvefolket. Ballonhopperne, fuglemanden med fodhjul. Jo jo. Og motorski - verdens farligste vintersport, kalder kommentatoren det, hvilket nok ikke er helt ved siden af. De var opfindsomme nok i sort/hvid-land.
Ha' en iskold og knitrende weekend.



























