Weekendvideoen: Sådan løber man op ad en mur

Spindelvævmænd. Det burde kun være i Hollywood, det kan lade sig gøre, men det er der nogle stykker derude, der er ligeglade med.
Spindelvævmænd. Det burde kun være i Hollywood, det kan lade sig gøre, men det er der nogle stykker derude, der er ligeglade med.
Lyt til artiklen

Så er det fredag igen. Med høj sol og vinterluft.

Men inden du siger farvel til job og goddag til weekend, har Bagsiden traditionen tro fundet et par nye Youtube-skud, der kan sende dig godt derudad i vintervejret.

Dagens første klip tager udgangspunkt i den hippe sportsgren parkour, der kort fortalt går ud på at betragte byens rum som en forhindringsbane og så ellers bare på bedste akrobatiske vis hoppe og danse sig igennem den.

Det er der kommet mange videoer ud af gennem de sidste par år, men i denne her, der blev uploadet i tirsdags, foregår det hele i slow motion, og det er altså smukt.

Bagsiden har aldrig haft held med at løbe op ad en mur og lave saltoer fra den, men det skal klart snart prøves igen.

På kanten
Ovennævnte slow motion-kunst nærmer sig efter blot tre dage 100.000 hits, hvilket jo er ganske flot, men ikke noget sammenlignet med en anden vovehals, der var lige ved at komme gevaldigt på skideren på sin snescooter i Wyomings bjerge for nylig.

Den sneglade tosse kalder sig Skirulefool på Youtube, hvor han har uploadet fire videoer siden 30. januar.

De tre af dem har fået et par tusind hits hver, mens den fjerde i skrivende stund ligger på solide 1.222.181 hits.

Videoen viser en lille tur op på en snedækket skrænt, som pludselig forsvinder foran manden. Heldigt for ham bliver scooteren stående, men man er ikke i tvivl om hans adrenalinniveau bedømt ud fra mandens vejrtrækning.

Skirulefool understreger da også lige alvoren for dem, der skulle være i tvivl:

»I just shit my pants«.

Fotofælden

Og så er der Remi Gaillard.

Han er blevet verdenskendt som den skøre franskmand, der har gjort practical jokes til sin levevej, og den seneste video fra 25. januar har trukket intet mindre end 10 millioner hits.

Denne gang har han klædt sig ud som et fartkamera, som vender sig om efter bilisterne og tager flere billeder bagfra. Helt fjollet.

En flyver og en traktor bliver også fotograferet, men han skulle nok have holdt sig fra politibilen. Selv om han prøver at løbe fra den til sidst.

Er du Remi Gaillard-novice, så und dig selv lidt flere fra hans kartotek på Youtube. Det er enormt underholdende.

Og i øvrigt modtager Bagsiden meget gerne lignende pranks fra de hjemlige breddegrader. Betragt det som en opfordring - der burde være flere som Remi.

Glædelig weekend.

Peter Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her