Dagli’Brugsen i Gærum slår dørene op for kunderne kl. 7.30 om søndagen. Min far, Karl-Ole Beck, ankommer inden for det første kvarter af åbningstiden. Det har været et fast ritual i 20-30 år – der er ingen, der tæller – og det har også ligget fast, hvad han har købt: rundstykker, nogle gange med wienerbrød til (Gærums bager lukkede tilbage i midt-80’erne).
De senere år er der dog blevet stadig længere mellem basserne – kolesteroltallet skal passes – men til gengæld har et andet produkt fundet vej til kassebåndet: Søndags-Politiken.






























