Selv om datoen for Bagsidens landskendte frit lejde-aktion ikke er endeligt fastsat, nærmer den sig med hastige skridt. Det er derfor en lettelse, at vi nu kan gå ud med nyheden om, at vi har en arkitekt tilknyttet projektet. Christoffer Harlang er professor på afdelingen for kulturarv, transformation og restaurering på Kunstakademiets Arkitektskole i København. Læsere af Bagsiden vil nok huske ham som medlem af arkitekturprofessortriumviratet ’Bagsidens Bøhmænd’, som huserede i spalterne hen over sommeren 2011. I denne sammenhæng er det bestemt en fordel, at Christoffer Harlang er offentlig ansat, for så ved han, hvad det vil sige at skulle vende hver en skilling. Det er nemlig ikke luftkasteller, vi skal have bygget til frit lejde-aktionen på Rådhuspladsen, men en midlertidig pavillon, hvor den danske befolkning i ro og mag kan returnere statens ejendom. Da Christoffer Harlang forleden gav tilsagn om at tegne pavillonen, aflagde Bagsiden – eller bygherren – ham en visit på hans kontor på Holmen.
Vi ville afstemme forventninger på samme måde som Mærsk Mc-Kinney Møller i sin tid må have afstemt forventninger med Henning Larsen, inden han gik i gang med at tegne Operaen, som jo også har en prominent placering. Vi viste Harlang forlægget, hvis vigtigste materiale er krydsfinér. Folk, der kommer for at returnere illegitimt erhvervet statslig ejendom, går tyngede ind gennem en gang med en karakteristisk stigning og kommer lettede ud et andet sted. Christoffer Harlang så ud til at kunne lide, hvad han så. Bagsiden: »Hvad synes du om mit forlæg?«. Christoffer Harlang (CH): »Det er et rigtigt godt oplæg, du har lavet. Der er masser af intention i det, men der mangler noget meget afgørende. Der mangler en arkitektonisk bearbejdning, en formgivning, der kan forholde sig til stedet og forløse funktionen«. Bagsiden: Hvad ser du som de største udfordringer ved byggeriet?«. CH: »Ja, for det første skal du jo have den finansieret. Hvad er budgettet?« BAGSIDEN: »Det er 0 kroner«. CH: »Nå, det var ikke meget. Men du siger, at pavillonen skal stå på Rådhuspladsen?«. Bagsiden: »Ja«.




























