Det begyndte som en godsindet spøg, men fejden mellem Bagsiden, Nationalbanken, Danske Bank og Det Økonomiske Råd – også kendt som vismændene – har udviklet sig i en modbydelig retning.
Sagens kerne er vurderingen af bnp-væksten i Danmark i 2015; senest har vismændene opjusteret deres vækstskøn for året, så det nu ikke længere er 1,5 procent, men 1,9 procent. Samme slemme situation gerådede den ellers så hæderlige Nationalbank sig i tilbage i marts, da monetmagnaten kastede sit decemberskøn på den makroøkonomiske mødding og nu spåede en bnp-vækst på 2,0 procent i indeværende år. Det tvang Bagsiden til også at opjustere vækstskønnet – til 2,3 procent – for det skal jo ikke hedde sig, at vi ikke tror på Danmark.






























