Oversigt over skader ved stormfloden:
Falck har været ude at pumpe vand op af flere tv-reporteres sko.
Stormrådet har udnævnt TV 2 News til katastrofeområde.
TV 2’s vejrværter måtte efter dagens arbejde have lagt dræn i ørerne.
Adskillige kunder hos frisørmestre i Åbenrå fik imod deres vilje vandkæmmet hår.
Guldbageren i Nysted måtte sælge sine tørkager som blødt brød.
Flere gæster i Lalandia kom til skade, da beredskabet i Rødby ved en fejl tømte Lalandia for vand.
NYT ORGAN VARET HØREAPPARAT
Den såkaldte krøsus, der befinder sig i bughulen, er ikke det første nye organ, videnskaben opdager:
»Under en operation fandt jeg engang et snegleformet organ, som jeg døbte ’himstregimsen’. En nærmere undersøgelse viste imidlertid, at det var et høreapparat, som min kollega havde tabt, lige inden vi syede patienten sammen igen. Og det var ærgerligt, for jeg var allerede gået i gang med at skrive en artikel til The Lancet om min sensationelle opdagelse«, siger professor Jørgen Tranum-Jensen fra Københavns Universitet.
»Men denne gang skulle den være god nok, for krøsussen har vi jo kendt til i mange år. Indtil nu har den bare ikke været betragtet som et organ«, konstaterer professoren.
RYGERTALSMAND ER FLOV
Karl Halvtag, talsmand for stamgæsterne på Bodega Den Gule Negl:
Det er kraftstejleme sørgerligt, at damerne efterhånden er de eneste mandfolk, der er tilbage i lille Dannevang! Læste lige om en undersøgelse, der viser, at det er mændene, der siger farvel til tobakken, mens at damerne ikke lader sig påvirke af alle de dommedagsprofessorer og sundhedsapostoladoer, der hhrrrrr….. hrrrrr….. haaarrrrk…. pttøj.. prøver at forskrække dem med alverdens vandrehistorier om tobakkens skadelige indvirkninger på h …..hhrrrr …… hrraaaaaaaaaaaark…på helbredet i stedet for at fortælle om alle de glæder og fornøjelser, der beviseligt er en følgevirkning af at få en gang røg ned i lungerne.
Men det lader damerne sig gud ske tak og lov ikke forskrække af. I modsætning til mænd, der er nogle værre krystader.
Man bliver sgu helt flov på egne veje.




























