ATS: Førerløse radiobiler er fremtiden

Lyt til artiklen

Transportminister Ole Birk Olesen har godkendt et forsøg med førerløse radiobiler:

»Vi ved, at den teknologiske udvikling på et tidspunkt vil tillade selvkørende biler på vejene. Nu starter vi så med radiobilerne og ser, hvordan det spænder af«, siger ministeren, som forventer en økonomisk gevinst af forsøget.

»Når førerne ikke længere skal dreje på rattet og trykke sømmet i bund, undgår de belastningsskader, og dermed sparer vi formentlig samfundet for nogle sygedage. Ja, faktisk behøver man jo ikke en gang at sidde i radiobilerne, når de selv sørger for at køre ind i hinanden, og hvis vi kunne nå til en situation, hvor bilerne var tomme, ville vi også undgå piskesmældsskader fra de ofte meget hårde sammenstød«, siger en begejstret Ole Birk Olesen.

I en kommentar til forsøget siger direktøren for Palles Tivoli:

»Det lyder som en utrolig dårlig idé«.

Benny Engelbrecht – flytteplaner.

WONDERFUL COPENHAGEN BØR FLYTTE TIL PROVINSEN

Suicidaldemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, kræver nu, at turistorganisationen Wonderful Copenhagen flyttes til provinsen.

»Hvorfor skal den lige ligge i København, når der findes masser af gode lokaler ude i landet«, spørger han.

»Det er københavneri af værste skuffe. København er vores allesammens hovedstad, og derfor er det kun rimeligt, at vi har indflydelse på Wonderful Copenhagens placering«.

Engelbrecht foreslår, at organisationen rykker til Sønderborg, hvor der er flere ledige lokaler, og hvor han er valgt.

»Som det er i dag, er Wonderful Copenhagen en navlefnullerpillende organisation, der stort set kun viser hovedstaden, som den tager sig ud fra en københavnsk ejerlejlighed. Det kunne være spændende og nyskabende at se, hvordan den ser ud fra taget af den nedlagte kaserne i Sønderborg«, siger Benny Engelbrecht.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her