Det er et af mine absolutte yndlingsopslag, valgt fra alle de børnebøger, jeg i selskab med egne og andres børn har gennembladret og nærstuderet i årenes løb: Det fra Kai Rosenberg og Kamma Laurents fortælling om den videbegærlige dreng Jørgen, der spurgte og spurgte, så hans forældre slet ikke kunne følge med og derfor følte frustrationen så stærkt, at de fysisk afreagerede på knægten.
Set fra et kulturradikalt synspunkt en frygtelig historie om intellektuel afmægtighed overfor voldsomt videbegær; anskuet fra andre positioner måske et billede på magthaveres evindelige trang til at slå hårdt ned på udfrittende subjekter, som lidt for ivrigt søger en ubekvem sandhed. Men måske er det først og fremmest en historie om, hvordan det borgerlige samfund fordrer, at borgerne respekterer konsensus og ikke søger at afæske nogle forklaringer på noget, det ikke sådan er ligetil at forklare.
