»Naaarj«, skreg min ældste! Hos den lille løb tårerne lydløst ned ad kinderne. Vi havde lige fortalt dem, at vi ikke længere kunne beholde Anakin. Den ellers både flinke og kælne kanin, som i to år havde boet i et deluxe-gnaverbur i vores baghave.

Men vi havde besluttet os for at stå fast, min mand og jeg. Vi havde sagt det til hinanden mindst 100 gange, hviskende for at børnene ikke skulle høre det: »Det går simpelthen ikke med den kanin«. Kommunens rottefænger, som vi havde ude engang, sagde det på sin egen måde: »I har ikke rotter, men det får I, hvis I beholder den kanin«.