DET SAGDE DONALD TRUMP I SIN STORE TALE I FN
Nå, I er så FN’s generalforsamling?
Hold da op, hvor er der mange af jer!
Flot dragt dernede på tredje række, Frue! Er det Deres køkkengardiner, De har fået syet om? Jeg er sikker på, at min kone ville være misundelig. Utroligt misundelig. Men jeg er nu lidt skuffet over, at der ikke er nogen sorte delegerede med kødben igennem næsen. Det havde jeg glædet mig til at se.
Er der nogen, der har fortalt jer, hvor flot I bor?
Jeg mener, i første række til vandet i den her pragtfulde ejendom på Manhattan og den her enorme gildesal med alt det her marmor? Utrolig meget marmor!
Hvis I er interesseret i at sælge, må I endelig sige til, så kan vi hurtigt lave en handel. Bare jeg ikke skal betale for det. Jeg er ikke så vild med skulpturen ude foran, og der mangler også nogle parkeringspladser og noget guldbrokade og et par springvand hist og pist, men ellers er det perfekt. Helt perfekt. Og vi kan sagtens kalde det Trump U.N. Tower eller Boutros-Boutros Donald-Donald Trump Tower, hvis I synes.
Det skal ikke komme an på navnet.
Nå, men det var verdenssituationen, jeg skulle fortælle jer lidt om. Den er jo ikke for god. Rent ud sagt går det ad helvede til, og det synes jeg ærlig talt, I skulle tage jer sammen og gøre noget ved. Jeg har desværre ikke tid, fordi jeg har travlt med at komme ud af alle de vanvittige aftaler, som min forgænger har indgået med andre lande. Forfærdelige aftaler, som er dybt skadelige for USA!
Og apropos skadelige for USA, så lad mig benytte lejligheden til at forsikre vores fjender om, at I roligt kan regne med at få et par på låget, hvis I begynder at spille smarte.
Det gælder især raketmanden i Mordkorea. Ham den tykke med grydesvampen på hovedet. Kim Young-whatever. Hvis han foretager sig noget som helst, der kan skade USA, har vi desværre ikke andet valg end at udslette hele det kontinent, han befinder sig på.
Vi vil selvfølgelig helst undgå det, for den form for udslettelse kræver meget store resurser, men tro mig: Vi vil ikke tøve med at gøre, hvad der er nødvendigt. Og hvis vi finder det nødvendigt at hælde vores atomarsenal i hovedet på Kim-fyren, er det lige præcis, hvad vi har tænkt os at gøre.
Til sidst vil jeg gerne tilslutte mig det ønske om en verden præget af fred og samarbejde, som de foregående talere har givet udtryk for. Det var smukt sagt. Utrolig smukt. Jeg kunne ikke have sagt det smukkere selv.




























