Jeg fik veer, mens vi dansede omkring juletræet det år. Nok til, at jeg var nødt til at bakke ned i min mors lysegrønne plyssofa og sidde der og puste, mens min treårige søn holdt sin far i hånden ved træet, og lysene strålede, jorden var dejlig, og tiderne skulle komme.
Den sang får altid alle i min familie til at tænke på min morfar, som hver jul valgte netop ' Dejlig er jorden' og sang den højt og hjerteligt på den eneste ene tone, han havde i livet. Min morfar kunne tale med alle mennesker - som når han ufortrødent talte dansk til mennesker i udlandet og gik fint igennem alligevel - og han havde i den grad ordet i sin magt. Til gengæld var han livet igennem komplet og aldeles tonedøv, og jeg savner ham stadig. Hvert år, når jeg danser om juletræet, er det, som om der ligger et ekko af hans stemme nede under salmerne, en røst fra graven eller fra granen, en brummende grund under min familie. Men egentlig er det slet ikke min morfar, det skal handle om.
