I går formiddag faxede Bagsiden endnu en stemmeseddel til det amerikanske midtvejsvalg fra Politikens fax, denne gang til Californien. Bagsiden har åbnet for brug af faxen for amerikanske statsborgere i Danmark: De skal enten stemme pr. brev – og det er for længst for sent at sende – eller de kan faxe. E-mail er udelukket, idet det kun er ansatte i militæret, som har adgang til den moderne form for kommunikation.
I går hjalp vi så Esben B. Smith, der er halvt amerikaner og halvt dansker, som har fået en stemmeseddel på 13 sider – foruden valg af guvernør, senator og medlemmer af Repræsentanternes Hus skal der ligesom i Florida vælges folk til et utal af poster samt tages stilling til et større antal forslag, herunder salg af Mission Valley Stadium til San Diego State University og øget kontrol med husleje.




























