En deerstalker er det måske de færreste danskere, der lige kender, selv om mange ved, hvad en stalker er. Men hvad så med ’en Sherlock Holmes-hat’? Ja, så ser man billedet for sig af en hat af ternet stof med klap eller skygge både for og bag, altså: En deerstalker. Faktisk er det ikke mindst danske Storm P., vi kan takke for, at vi automatisk forbinder mesterdetektivens figur med netop den hovedbeklædning og desuden helst en velvoksen kalabaspibe.
Den skotske forfatter Arthur Conan Doyle har nemlig ikke selv udtrykkeligt nævnt nogen af de to særegne rekvisitter, men bare en pibe og en stofhat med klapper, i sine – eller rettere: dr. Watsons – beretninger om den skarpsindige opdager.
I tidlige engelske og amerikanske udgaver var hans kriminologiske geni ganske vist stedvist tegnet med deerstalker. Men først omkring 1930 – i øvrigt Doyles dødsår – bliver hatten og piben faste ingredienser i Storm P.’s udstyr til figuren, selv om den verdensberømte opdager spillede en rolle i den danske tegner, maler og forfatters vildtvoksende absurde fantasier lige fra 1901.
Da han i 1910-11 tegnede et af sine første længere tegneserieforløb om figuren, var den violinspillende kokainmisbruger og mesterdetektiv med den skarpe profil skiftevist udstyret med ’hjortedræber’-hatten, en ternet sixpence og cylinderhat. Eller sågar med bowler, der jo ellers er den trivelige – hos Storm P. nærmest infantile – dr. Watsons hovedtøj.
Ny bog
Det kan man nu alt sammen læse i en ny bog om ’Storm og Sherlock’ (Forlaget Fahrenheit, 64 store sider, 199 kr.) og desuden få syn for sagn: genoptryk af de 27 sider fra Ekstra Bladet, hver med seks tegninger med fortællende tekst nedenunder. F.eks. om Holmes’ jagt på »forbrydernes konge, professor Moriarty«, som »opholdt sig i Paris i anledning af kongressen for overfrakketyve«.
Jagten fører »direkte til Paris over Malmø og Turin«, og i byernes by har Moriarty bl.a. ophængt »en stor Kanonkugle«, som Holmes skal have i hovedet, når en mand klipper »båndet over med en stor saks, som Holmes mente måtte være købt i Algier af en ung dame med glasøje og sorte negle«.
Ok: måske mere Storm end Sherlock. Men de parodiske overdrivelser af den ’ægte’ Holmes’ iagttagelser og skarpsindige deduktioner udgør, tilsammen med tegningernes egne absurde detaljer, Storms helt egen udgave af dadaisme. Vel at mærke fem år før denne ismes stifter, Tristan Tzara, proklamerede, at »Det, vi mangler, er idiotiet. Dada bruger alle sine kræfter på at etablere idiotiet overalt«.
Universitetslektor og filmkritiker Palle Schantz Lauridsen har et fornøjet blik for netop dét, når han her veloplagt informerer om den danske nationalhumorists hengivne læsning af og ligefrem identifikation med ’Sherlock Holms og Dr. Mattsons mærkelige Opdagelser’, som Storm P. omdøbte dem til fem år senere i nogle andre, knap så gennemillustrerede fortællinger i ’Ugebladet Storm’, der udkom 1915-16. Senere igen forenklet til ’Holm & Madsen’ – slet & ret.
Da skrækken for »de kulørte hæfter«s skadelige påvirkning af børn og unge bredte sig i 1940’erne, tegnede Storm P. forsider til tre af de ’Stjerne-Hæfter’ med bl.a. Holmes-historier, som Politikens Hus faktisk udgav som ’modgift’ til den farlige lekture.
Og i 1946, samme år som ’Stjerne Hæfte 40’ udkom, var Storm P. med til at stifte det danske Sherlock Holmes Selskab, som han blev formand for indtil sin død 6. marts 1949. Selskabets stiftende møde fandt sted, ikke hos mrs. Hudson i Baker Street 221B, men i mangel af bedre dog på hjørnet af Gammel Kongevej og. . . Bagerstræde.
fortsæt med at læse
