Juleaftensdag 1946 skrev en 27-årig varetægtsfange i Aarhus en julehilsen til arrestforvareren og hans hustru. Siden 16-årsalderen havde arrestanten været meget igennem, og han havde tidligere været fængslet. Julen 1946 blev hans tredje jul bag tremmer, og i brevet udtrykte han stor glæde over, at det denne gang var i Aarhus. Takket være gode samtaler med arrestforvareren, Rasmus Kr. Rasmussen, havde han i årets løb her oplevet at være »mere end kun en simpel Fange og en foragtet Landsforræder«.
Han tilføjede: »Jeg har været meget glad for at være hos Dem, og skal Julen holdes i Fængsel, saa kan det ikke blive bedre hos Dem i Aarhus Arrest«. Han bad også om, at han måtte blive der, hvis han blev idømt længere straf end selve varetægtsfængslingen.




























