Bagsiden har fundet frem til fire stærke kandidater til årets grisehudsfave. De fire farver har optrådt i Politikens spalter, når tegnerne har koloreret gennemsnitsdanskeren.

Stem på årets grisehudsfarve 2019

Pastel rød er god, når man skal tegne Martin Henriksen fra DF, mener Roald Als. Stem på nummer 2. Tegning Roald Als
Pastel rød er god, når man skal tegne Martin Henriksen fra DF, mener Roald Als. Stem på nummer 2. Tegning Roald Als
Lyt til artiklen

Malingfirmaet Dyrup har allerede udnævnt årets farve 2019 til at være en meget mørk grøn farve ved navn Quiet Clearing PPG1145-7, og farvesystemvirksomheden Pantone har udnævnt årets farve 2019 til at være 16-1546 Living Coral.

Nu går Bagsiden ind i kampen om årets farve med en inddragende afstemning om årets grisehudsfarve 2019, idet vi har konstateret, at grisehudsfarve trender, efter at Benny Sørensen har anmeldt DR’s politiske analytiker Christine Cordsen for at overtræde straffelovens racismeparagraf med en udtalelse om grisefarvede danskere. Tilmed har han startet en underskriftsindsamling, fordi han mener, at »Cordsen bør fyres fra DR med øjeblikkelig varsel grundet hendes folkefjendtlige racistiske og ekstremt politisk farvede kommentar«.

Alle taler om grisehudsfarve. Nogle indvender i facebookdebatten, at grise skam kan have mange farver, men på Bagsiden er vi udelukkende interesseret i nuancerne i racen hvid dansk landrace, også kendt som Baconsvinet.

Inkluderende farve

De fire nuancer af grisehudsfarve, der er nomineret af Bagsiden til finalen i årets grisehudsfarve, er nøje udvalgt af Politikens tegnere. De ved nemlig om nogen, hvor svært det kan være at finde frem til den særlige farve, der kendetegner de indfødte grisehudsdanskere.

Vi andre husker fra børnehave og skole, hvor udfordrende det kunne være at kolorere huden på en gennemsnitsdansker, hvis ikke der lå en decideret ’hudfarvet’ Penol-tusch i penalhuset – hvad der vil være politisk ukorrekt at kalde den farve i dag, men det gjorde vi jo i 1970’erne. I den sammenhæng er ’grisehudsfarvet’ både et mere korrekt, mindre racistisk og dermed mere inkluderende navn til omtalte farve, hvilket straks også bør placere ordet grisehudsfarvet blandt favoritterne til årets ord 2019.

Nå, men tilbage til Politikens tegnere. Det viser sig, at flertallet af Politikens tegnere freestyler, når de skal farvelægge gennemsnitsdanskeren: »Jeg prøver at variere hudfarven«, siger tegner Claus Nørregaard meget politisk korrekt. »Der er jo 100.000 forskellige farver blandt såkaldt hvide mennesker«, siger Anne-Marie Steen Petersen. »Det har jeg aldrig tænkt over, no idea«, siger Mette Dreyer.


Så er det jo godt, at vi har Roald Als og Philip Ytournel, for de kan sige ganske præcist, hvilken grisehudsfarve de bruger i Politiken.

»Jeg maler med Ecoline (en flydende vandfarve, red.), og hudfarvet hedder pastelrød og har nummer 381. Den bruger jeg også, når jeg skal farvelægge Martin Henriksen som svinehund«, siger håndtegneren Roald Als.

Han har små flasker med Ecoline stående på en hylde på sit kontor, og så fortynder han farven med lidt vand for at få den rigtige grisehudsfarve.

»Alt efter, om der skal være lidt skygge, putter jeg et ekstra lag på eller lidt brun eller rød nedenunder, hvis næsen skal være rød«.

Pastel rose nummer 390 er mere kølig i det, og den er også en hyppig gæst i Roald Als’ tegninger.

»Det er en svær farve«, medgiver Philip Ytournel: »Hvis man tager et foto af en eller anden og bruger den pipette, man kan måle farven med, for at bruge farven i en tegning, vil den altid altid være meget mættet og se forkert ud«.

Det er vel ikke forkert at sige, at grisehud og gennemsnitsdanskerhud har den samme farve?

»Nej, det kunne jeg sagtens give den samme farve, man kunne næsten lave en pointe ud af det i en tegning. Vi er jo ikke for kønne. Jeg så et program, ’Date mig nøgen’, hvor en mand skulle vælge mellem nøgne kvinder, og i starten så man kun ben og kønsdele. Det var seks overskårne kroppe og med al den hud, mange tatoveringer og næsten ingen behåring kunne man se, hvor grimme vi er. Vi ligner aliens, det var virkelig usexet«.

Konen skælder ud

Han har i flere år brugt CMYK-balancen 0-40-40-0, altså 40 magenta og 40 gul, til grisehudsfarve, men hans kone skælder ham ud, når han bruger den:

»Min kone går meget op i æstetik, og hun vil nok mene, at der er for meget magenta i, den er sådan ret hidsig laksefarvet, og hun har også noget at skulle have sagt«.

En dag ville hans ældste datter prøve at tegne på fars computer, og hun fandt frem til en bedre farve:

»Det er en god grisehudfarve, jeg har brugt nogle gange – den er 25 magenta og 19 gul«.

Er der en særlig farvekode for DF’ere?

»Nej, det har jeg ikke, men de er helt klart grisefarvede«.

Send din stemme til bagsiden@pol.dk senest fredag 18. januar – angiv om du stemmer på 1, 2, 3 eller 4. Der vil blive trukket lod blandt stemmerne om en plastikgris, der kan grynte.

Annette Nyvang

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her