Solen skinner over et smogbeklædt Los Angeles. I en forstad leger børn på en legeplads. En bedstemor snurrer et barnebarn på en karrusel. Et par piger hinker, nogle gynger og andre vipper. Børnene griner. Det hele foregår i slowmotion. Med ét spreder sig et hvidt, næsten guddommeligt lysglimt over downtowns skyskrabere. Ud fra lysets kerne eksploderer en bølgende ring af lys og varme. Den når legepladsen på mindre end et sekund. Børn og voksne falder omkuld med skærmende arme foran ansigtet, og bedstemoren griber barnebarnet fra den snurrende karrusel og holder det beskyttende ind til sig. Men kun i et øjeblik. Et nanosekund senere er deres skrigende kroppe i flammer. Alt – mennesker, biler, bygninger – forkulles og pulveriseres.
Det er 29. august 1997. En atombombe er detoneret i downtown LA. Tre milliarder mennesker dør.
