Som Bagsidens trofaste læsere har erfaret, kan man blive beriget med megen viden ved at grave sig ned i Rigsarkivets samlinger. Men de færreste har nok forventet, at man her også kan få indsigt i shamankulturen hos ojibwa-indianerne i det centrale USA i slutningen af 1800-tallet.
Blandt nyligt afleverede arkivalier fra Videnskabernes Selskab findes der imidlertid en flere hundrede sider lang afhandling, som redegør for forløbet, når en ung mand (eller i sjældne tilfælde kvinde) blev medlem af »det ophøjede medicinske selskab Midewiwin«, som forfatteren Albert R. Torgersen kaldte denne forsamling af religiøse ledere med overnaturlige evner.





























