Når man som Henrik Behrens Henriksen ejer en veteranbil, ejer man samtidig et stykke historie. Og jo mere dokumentation man kan samle om bilen, jo bedre. Mange vil kunne nøjes med en oprindelig indregistreringsattest og servicebog. Men Henrik vil også gerne vide noget om ejeren. Han er i besiddelse af salgskontrakten og kan se, at den arktisblå VW type 1 med skydetag er solgt til frk. laboratorieassistent Agnete Munksgaard, Frankrigsgade 29 S den 27. juni 1960, og der er næppe tvivl om, at laboratorieassistenten har nydt at køre ude i den danske sommer i sin nye bil med foldetaget skubbet tilbage.
Men hvad skete der siden med frøken Munksgaard?


























