På mit loft ligger der en skat. Den har længe været gemt væk i emballagen fra en discman. Måske for at camouflere den for en eventuel indbrudstyv, måske bare fordi jeg var 13 år, da den først blev gemt væk. Ved sidste flytning rykkede den over i en lille trækasse, for jo ældre jeg bliver, desto mere betydning får den. Det er min farmors møntsamling. Små mapper med uberørte, skinnende møntsæt fra næsten samtlige år mellem 1974 og 2001. Den ældste indeholder en femøre, en tiøre, en femogtyveøre, en krone og en femkrone, og så kan man ellers følge inflationen op gennem årene. Der er noteret vægt, diameter og materiale for alle mønter. Der er også såkaldte erindringsmønter iblandt, der markerer jubilæer, bryllupper og kongelige fødselsdage.
Min favorit er den fra 1995, der markerer tusindåret for Danmarks første mønt, som Svend Tveskæg lod slå. På bagsiden er krone og kors som – i håbløs mangel på fagsprog – er forenet i vikingelook, men på forsiden ses en usædvanlig profil af dronningen med en hat, der ligner en kasserolle og mandelformede øjne i arkaisk stil. Den ligner en legetøjsmønt med sin runelignende påskrift, og jeg får lyst til at befri den og røre ved den. Den ser lidt primitiv ud, og det har jeg en svaghed for.
