Af alle blomster, både de vilde og de tamme, er valmuen den rødeste. Dybrød, postkasserød, knaldrød, kald det, hvad I vil, men alene farven gør valmuen til den måske mest elskede sommerblomst af alle. Cathrine, min kone, der er billedkunstlærer, minder om, at det ikke er så mærkeligt, for den røde farve er en af grundfarverne (sammen med gul og blå), og den er ovenikøbet komplementærfarve til grøn. Når dertil lægges, at den optræder i så store mængder, at den kan farve en hel mark, en hel udsigt, er det ikke så mærkeligt, at valmuen netop nu fylder meget i den folkelige blomsterbevidsthed.
Jeg har den også i haven, i store mængder, men det er stadig småting. Det er synet af en hel valmuemark fra landevejen, mange hektar, der får de fleste til at gispe, og ingen af os tænker på, at for hundred år siden var det meget, meget værre og rødere. Da var valmuen det mest udbredte og forhadte ukrudt i danske kornmarker (sammen med kornblomst og klinte), for da kunne man ikke bekæmpe den. Når vintersæden, rug og hvede, var sået om efteråret, spirede valmuerne samtidig med kornet, og intet i verden kunne forhindre eller bekæmpe dem, for kemien var ikke opfundet, og man kan ikke hakke-luge en hel kornmark. Året efter blomstrede de, og bonden syntes ikke, det var pænt. Der blev mindre korn på sådan en mark. En korn- eller rapsmark med valmuer i vore dage betyder, at den er dyrket økologisk, og det er jo en helt anden historie.
