Det har været en dejlig sommer. Synes jeg. Sine steder lovlig varm. Hvilket der imidlertid var råd for: nemlig at gå inden døre, lægge sig det køligste sted i sommerhuset og trække vejret langsomt. På den måde kunne man akkurat undgå at svede tran.
Men alt i alt absolut ikke en af de der gennemsnitligt kedsommelige gråsomre, hvor ludospillet blev slidt alt for hurtigt op, og man fik genopfrisket kendskabet til Maria Langs svenske krimier samt måske også nappet en Desmond Bagley fra reolen, fordi nyere lekture var fortæret som dildchips til en kedsommelig reception.




























