Morfar sveder. Som et svin.
Efter barnebarnets veloverståede besøg på avisen har Morfar selv iført sig vinterfrakke og halstørklæde, og nu mangler han bare at få lille Inger i flyverdragten. Men den vil hun under ingen omstændigheder hældes ned i. Hun vil meget hellere løbe rundt i strømpesokker på det blankpolerede stengulv i Politikens Forhal. Rundt og rundt og faretruende tæt på en dybt koncentreret russisk eksilkunstner, som er ved at banke sin udstilling op til næste dags fernisering.


























