En overlæge med videnskabeligt uglet hår og løsthængende kittel har slået sig ned i vindueskarmen. Han er kommet for at udskrive mig fra hjerteafdelingen på Holbæk Sygehus. Og for at holde et lille foredrag om, hvor heldig jeg har været.
»Når man for 30 år siden fik en blodprop, var det manden med leen, der kom forbi og prikkede en på skulderen. Så vidste man, at næste gang ville man dø af det«, docerer doktoren, imens jeg sidder på min hospitalsseng med store øjne og lille mund.





























