VERDEN I BILLEDER
Ikke alle tilskuere var lige tilfredse med forholdene ved Obamas edsaflæggelse.
VOR LEDER Indsættelsen af Barack Obama har skabt forståelig begejstring blandt alle verdens lederskribenter, men rejser også et påtrængende spørgsmål: Kan vi egentlig blive ved med at hylde USA’s nye præsident i ledende artikler, selv efter at han er tiltrådt? Svaret må, med Obamas egne ord, blive: »YES, WE CAN!«. For selv i et så oplyst samfund som det danske må vi se i øjnene, at der kan findes enkelte borgere, som ikke til fulde har fattet betydningen af det, der sker lige nu i USA: at amerikanerne ikke alene har fået deres første sorte præsident, men at hele verdens befolkning med valget af Barack Obama har fået fornyet håb om fred, velstand, sundhed og et tykkere ozonlag. Der er tale om en så epokegørende begivenhed i menneskehedens historie, at det vil være på sin plads at gøre Obamas fødselsdag til national helligdag og måske endda lade påskeferien erstatte af en Obamaferie for at markere den anstændighedens genopstandelse, der reelt fandt sted, da USA’s nye præsident blev taget i ed på trappen foran Kongressen og dermed symboliserede den kollektive opstigning til et højere bevidsthedsniveau, som vi sammen har begivet os ud på. I ØVRIGT MENER JEG
at Barack Obama er en skuffelse. Nu har vi hørt op ad stolper og ned ad vægge om, hvor meget han kan udrette, og hvad er der så sket, siden han blev præsident? Ikke en skid! Der er stadig krig i Afghanistan, de amerikanske tropper er stadig i Irak, og økonomien er stadig ad helvede til.
Få fingeren ud, Obama!
Ib Konrad Jensen, Horsens
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























