Rollo Svendsen – er ikke sig selv for tiden.HJØRNESOFA SKABER TRAFIKKAOS Landbetjent A. Svendsen og hans hund Rollo bliver i stigende omfang kaldt ud til trafikuheld, der skyldes affald på kørebanen. »Vi bliver i stigende omfang kaldt ud til trafikuheld, der skyldes affald på kørebanen«, siger A. Svendsen og tilføjer: »Det er de utroligste ting, folk taber fra deres trailere. For nylig var vejen til Kongerslev spærret af en vildfaren gyngestol og tre ubestemmelige potteplanter, og vi har også været udsat for en kummefryser, der generede trafikken på Vinkelvej i Pandrup«. »Men det værste, vi har oplevet, skete så sent som den anden dag, hvor vi måtte rykke ud, fordi en bilist havde tabt en hjørnesofa fra sin trailer midt på omfartsvejen. Den var sådan nærmest brunmeleret med orange striber i velourstof, altså sofaen – ikke omfartsvejen. Det skete uheldigvis, få minutter før grisebilen fra Orne kom kørende med dagens læs, og i et forsøg på at undgå hjørnesofaen mistede chaufføren herredømmet over grisebilen, med det resultat at den endte i grøften og 27 svin slap ud på omfartsvejen, netop som fiskebilen fra Thorup Strand kom kørende i sydgående retning. Fiskebilens fører blev nødsaget til at slå et ordentligt sving, hvorved han kom i slinger og endte i flagstangen foran Pandrup og Omegns Trikotage. Kollisionen var så voldsom, at adskillige fisk blev kastet ud af bilen, og en enkelt torsk var så uheldig at ramme en af trikotageforretningens kunder, netop som han var på vej ud ad døren«. »Jamen, jeg har aldrig i mine livskabte dage oplevet et så voldsomt kaos på omfartsvejen, og Rollo var da også helt forvirret over virvaret. Selv om han gjorde sit bedste for at jage svin og fisk tilbage i deres biler, så måtte han til sidst give op. Jeg er alvorligt bange for, at han har taget varig skade. Han er endnu ikke kommet helt til sig selv, men sidder bare og stirrer ud i luften. Og hvis han hører så meget som lyden af en gris, kryber han ned under mit skrivebord og begynder at hyle«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























