Toyota Carina Christensen – angribes af ledende skulpturpersonligheder.KUNSTNERE RASER OVER CARINAPer Kirkeby, billedkunstner: »Toyota Carina Christensen er en skandale som kulturminister. Hun roste ganske vist mit værk ’Rødstensmur no. 2.741’ ved indvielsen på Gladsaxe Trafikplads, men hun afslørede sin afgrundsdybe uvidenhed om moderne kunst, da hun bagefter foreslog mig at kontakte en murer for at få den vandskuret«. Professor Bjørn Nørgaard: »I forbindelse med en af mine opstallationer, hvor jeg lå nøgen i våd gips med hønsenet om maven og en gulerod i højre øre, imens jeg skreg »Pip-pip! kuk-kuk!« af mine lungers fulde kraft, virkede det helt klart, som om Toyota Carina Christensen ikke forstod mit budskab«. Kulturordfører Mogens Jensen, Suicidaldemokraterne: »Nu vil jeg jo nødig løbe med rygter om mine politiske modstandere. Men jeg har hørt, at kulturministeren under et besøg på Det Kongelige Teater skulle have opfordret den kunstneriske ledelse til at bestille nogle flere komedier hos Ludvig Holberg, når hans stykker nu er så populære«. Kulturminister Toyota Carina Christensen: »Jeg vil ikke kommentere så ondsindede personangreb, men blot understrege, at jeg er meget optaget af alle former for kunst. For eksempel har jeg planlagt at melde mig som gæst til næste års Cannes Festival, så snart det ligger fast, hvor den skal holdes«. SIDSTE!!! De seneste menedsmålinger viser, at venstrefløjen står til en sneskredssejr ved valget i Grønland: »Hvis tendensen holder, er det snart slut med Siumut«, forudsiger valgforskeren Anoraq Lynge.
ATS er Politikens daglige satirespalte.



























