JØNKELIGT
Vi har modtaget:
Det er meget sårende for os ... snøft ..., at politi, presse og politikere sætter spørgsmålstegn ved motivet bag vores 'Sjakal Manifest'. Her lover vi ... snøft ... med risiko for liv og lemmer … snøft ... at kæmpe for danskernes frihed og sikkerhed, ligesom vi efter bedste evne forsøger at holde gaderne rene, når nu R98 ikke magter opgaven.
Og hvad er takken?
Mistænkeliggørelse, mistænkeliggørelse, mistænkeliggørelse!
Hells Angels er – og har altid været – en godgørende uegennævenyttig organisation, hvis formål er at redde såvel Danmark … snøft ... som resten af verden fra den vold, vi gang på gang oplever på vores egne og vore ofres kroppe og fra de mange narkohandlere ... snøft ..., der hensynsløst huserer i vore distrikter.
Og nu må I have mig undskyldt, for jeg har ikke flere kleenex tilbage.
Venligst
Jønke
PORNONYT
Fejringen af pornoens 40-års jubilæum i går blev ikke så festlig som planlagt. Vor lidenskabsmedarbejder oplyser således, at en række kendte aktører ikke dukkede op, da de var nødt til at holde sengen.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























