SPØRG OM SAMLIV
v/aut. fod- og samlivsterapeut Tutta Tudebjerg Kære Tutta Min mand har i flere år været vild med motoriserede haveredskaber, men på det seneste synes jeg, det har taget overhånd. Så snart han kommer hjem fra arbejde, sætter han sig enten op på sin havetraktor med førerhus eller går i gang med sin benzindrevne buskrydder, græstrimmer, græslufter eller motorsav. Vi har efterhånden ingen træer tilbage i haven, og buske er der heller ikke mange af, fordi han synes, det er sjovt at rydde dem. Jeg har flere gange prøvet at tale med ham om det, men det er svært, for han har altid høreværn på. Her til sommer skulle vi have været på en otte dages busrejse til Rimini med Gislev Rejser, og jeg havde sådan glædet mig, fordi vi i alle de andre år kun har været på en lille udflugt til haveudstyrsmessen Herning Messecenter, men nu har vi alligevel ikke penge til turen, fordi han har købt en rodfræser med dieselmotor. Hvad skal jeg stille op? 'Græsenken' Kære 'Græsenke' Det jeg hører dig sige er, at din mand i mange år har været vild med motoriserede haveredskaber, men at du synes, det har taget overhånd på det seneste, fordi han sætter sig op på jeres havetraktor med førerhus, når han kommer hjem, eller går i gang med sin benzindrevne buskrydder, græstrimmer, græslufter eller motorsav. Det er helt normalt i langvarige forhold, at mænd køber haveredskaber. Blot håber jeg, at det er en Rayco RG 66 rodfræser, han har købt, da den har firehjulstræk og derfor er bedre egnet til ujævnt og skrånende terræn end mange andre rodfræsere. Jeg ser desværre alt for ofte i mit virke som samlivsterapeut, at ellers solide forhold falder fra hinanden på grund af rodfræsere af dårlig kvalitet, og derfor synes jeg, du skal sætte dig ned med din mand, så i sammen kan gennemgå rodfræserens tekniske data. VenligstTutta
ATS er Politikens daglige satirespalte.



























