DEM SKAL VI PASSE PÅ I AFTEN
Sveriges nøglespillere i kampen mod Danmark:
Olof Smällberg Slidstærk midtbanespiller, der tidligere på året løb 38 kilometer i en kamp mod Albanien. Er især frygtet for sine meget lange diagonalafleveringer, hvoraf flere i tidens løb har ramt hans medspillere. Derimod er Smällberg ikke kendt for sin driblekunst, men foretrækker at vælte sine modstandere og løbe hen over dem.
Sven Blomkvist Slidstærk midtbanespiller med stort løbepensum. Løb engang helt ud af stadion og gennemførte en halvmaraton, inden han vendte tilbage midt i 2. halvleg og spillede kampen mod Malta færdig. Han har det hårdeste skud i Allsvenskan, men rammer dog sjældent målet. Derimod ligger en pølsemand stadig i koma, efter at Blomkvist i 2005 ramte ham med en helflugter under en pokalkamp i Södertälje.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























