NYT OM KENDTE
v/ Carina von Hörensagen Også de kendte rammes nu af bandekrigen. Således måtte bingobaben Suzanne Bjerrehuus spise kold pizza efter sidste uges skudepisode i Hellerup: »Min mand, Asger Aabenmund, skulle hente mad til os hos de kendtes pizzamand, Franco. Men Strandvejen var fuld af politibiler, fordi der var en rocker, som var blevet skudt henne på Sticks’n’Sushi, så Asger måtte gå en omvej. På vejen hjem med pizzaerne mødte han Jes Dorsk-Petersen, som var ude at lufte sin hund, og så blev de jo lige nødt til at snakke lidt om, hvor forfærdeligt det var, at bandekrigen nu er kommet til Hellerup«, skal Suzanne Bjerrehuus have sagt og tilføjet: »Banderne skulle tage og tænke over den lidelse, de forvolder ganske almindelige mennesker, når de sådan render rundt og skyder i øst og vest. Kantarellerne på min pizza var helt slaskede, da Asger endelig nåede hjem!«. Komponisten Bent Fabricius-Bjerre, 98, er derimod ikke særligt bekymret over, at banderne er begyndt at skyde i Hellerups gader: »Det er såmænd ikke første gang, at den slags sker. Vi havde også et par stikkerlikvideringer heroppe under besættelsen, så vi er efterhånden vant til lidt af hvert«, skal han have sagt. Brevkassebaben Joan Ørting har opgivet at anlægge sag mod Se og Hør, selv om ugebladet for nylig bragte et billede af hendes hemmelige elsker: »Han var så hemmelig, at jeg ikke engang kendte ham selv«, skal sexguruen have sagt og tilføjet: »Nu har Se og Hør imidlertid beklaget fejlen og bragt et nyt billede af min hemmelige elsker, og da han ser væsentlig bedre ud end den første, har jeg valgt at tilgive dem«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























