Rollo Svendsen – knurrede ad Pelé.LANDBETJENT I IOC-AKTION Landbetjent A. Svendsen og hans hund, Rollo, er netop vendt hjem til Pandrup efter at have været indkaldt til tjeneste i København, hvor de hjalp med at passe på de mange udenlandske gæster ved IOC-mødet: »Vi havde fået til opgave at bevogte et vejkryds på Amager, men dét kunne vi ikke finde, så vi endte med at køre ud til Damhuskroen, hvor jeg kom en del i min tid som politielev. Her gav vi os til at bevogte krydset Ålholmvej/Valby Langgade uden dog at observere noget mistænkeligt«. »Omkring middagstid blev vi kaldt op af vagthavende på Politigården, som spurgte, hvor fanden vi var henne. Han var sur over, at Rollo og jeg ikke havde stået på Vejlands Allé og gjort honnør, da Oprah Winfreys kortege kørte forbi, sådan som vi skulle have gjort ifølge planen. Jeg kunne berolige den vagthavende med, at vi havde fuldstændig styr på sikkerheden i krydset Ålholmvej/Valby Langgade, men det blev han ikke i bedre humør af«. »Vi fik så en anden opgave, idet Politigården bad os køre til Brønshøj og hente Pelé, som var strandet dér, fordi kollegerne skulle i lufthavnen og hente en eller anden konge fra Spanien. Det kom mig lidt på tværs, for jeg havde egentlig regnet med at spise frokost på Damhuskroen, men det lykkedes os da at finde Pelé, som rendte rundt og spillede fodbold med nogle drenge. »Han var godt nok blevet lidt stivbenet, siden jeg så ham sidst, men jeg fik ham da stablet ind på bilens forsæde. Desværre knurrede Rollo ad Pelé hele vejen ind til byen, fordi han var utilfreds med, at han havde taget hans plads. Rollo er jo heller ikke vant til at se mørke mennesker hjemme i Pandrup. Det var nok også derfor, at han engang bed pizzamanden i benet«. »Pelé tog det nu ellers meget pænt, og da jeg satte ham af inde i byen, skrev han sit navn på en lap papir og gav den til mig. Men det havde han nu ikke behøvet, for jeg vidste jo godt, hvem han var«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























