SPØRG OM ASYL
v/ Birthe Rønn Hornbech
Kære Birthe Rønn.
Jeg har lige læst i min avis, at de afviste asylbørn lider af apati, angst, depressioner og søvnløshed. Burde du ikke gøre noget for at hjælpe dem? Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt.
Karen Dynemose, cand.mag. i nordisk filantropi, P.H. Lampes Allé 35, lidt tv., 2100 Kbh. Ø
Kære Karen Dynemose.
Regeringen har allerede gjort meget for at hjælpe de pågældende børn af afviste asylsøgere. De har både fået Barbiedukker og hulahopringe og hinkesten, og hvad ved jeg. Når de alligevel har det skidt, tror jeg simpelt hen det skyldes, at de lider af hjemve.
Det er ikke godt for børnene at være så længe væk hjemmefra, og derfor ville det utvivlsomt være bedst for deres helbred, hvis forældrene tog dem med tilbage til Irak.
Venligst, Birthe Rønn Hornbech
UDENKRIGSK
Den nordirske førsteminister, Peter Robinson, takkede i går sin kone, Iris, for hendes aldrig vaklende støtte til regeringens ungdomspolitik:
»Indtil hun måtte lade sig sygemelde, har Iris gjort utrolig meget for at aktivere især unge mænd, der han en stor plads i hendes hjerte og andre steder. Hun har aldrig kunnet se, hvorfor disse unge skulle ligge hjemme på sofaen, når de lå meget bedre hos hende«.
I ØVRIGT MENER JEG
at Venstres forslag om, at vi 16-årige må køre 45 kilometer i timen i stedet for 30, er et særdeles fornuftigt trafikpolitisk tiltag, som uden tvivl vil forbedre færdselssikkerheden, ligesom det vil gavne miljøet på cykelstierne, der i dag er udsat for en voldsom belastning, navnlig i myldretiden. Endelig må man ikke se bort fra, at det bliver herrenice at ræse ind og ud mellem bilerne.
Kenny Alexander, knallertbølle
ATS er Politikens daglige satirespalte.



























