Rollo Svendsen – medvirker ikke i denne artikel. En træt landbetjent A. Svendsen vender i dag hjem til Pandrup efter et par ugers tjeneste i København i forbindelse med klimatopmødet: »De første par dage var nu ikke så slemme, for da blev jeg sammen med min landbetjentkollega fra Hammel sat til at bevogte jordkloden på Rådhuspladsen. Heldigvis fandt vi ud af, at vi sagtens kunne holde øje med klodens tilstand fra en af pølsevognene, hvor de serverede en udmærket karrymedister. Det var næsten synd, at Rollo ikke var med, for han elsker karrymedister, men én af os skulle jo blive hjemme og passe stationen«. »I denne uge har jeg været med til et par større aktioner sammen med min deling af landbetjente fra hele landet, Delta 47-11. Vi var blandt andet ude til en demonstration, som vi besluttede at opløse, fordi den højttalervogn, der kørte forrest i optoget, manglede venstre baglygte. Det betød jo så, at alle 200 demonstranter skulle anholdes – eller administrativt tilbageholdes, som de kalder det herovre i København – og dét var noget af en opgave«. »Jeg fik øje på en tynd pige i strikhue, der så ud til at være nem at tumle, så hende greb jeg fat i og begyndte at trække hende hen mod vores mandskabsvogn. Men så råbte en af lederne til mig: »Nej, hun skal hen i futtoget!«. Det syntes jeg godt nok lød lidt mærkeligt, men herovre har de åbenbart en anden måde at gøre tingene på end os ude i provinsen, så jeg bad pigen følge med hen til Østerport Station, hvor jeg fortalte hende lidt om vigtigheden af korrekt lygteføring, inden jeg satte hende på det første tog ud af byen«. »Da jeg kom tilbage, var kollegerne i gang med at læsse demonstranterne op i nogle busser, så det var åbenbart ikke dem alle sammen, der skulle med toget. Det har i det hele taget været nogle temmelig forvirrende dage i København, så nu glæder jeg mig til at komme hjem til Rollo«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























