HVÆSERBREVE
NYE TONER
Gyrithe Snørkelmose, Nærum:
Hvor var det dog skuffende at se vores statsminister, Lars Løkke Rasmussen, lefle for den russiske præsident. Jeg forstår slet ikke, hvorfor vi byder sådan en kommunist velkommen i vort land.
Jeg ved godt, at Sovjetunionen er nedlagt, men derfor er der alligevel grund til at holde øje med russerne. Ikke mindst i vore butikker, hvor de stjæler med arme og ben.
For nylig var jeg i Kop & Kande på Nærumvænge Torv for at købe en elektrisk bordskåner i børstet stål til min bridgeveninde, og dér fik jeg hurtigt øje på to russere, der kredsede om en Jamie Oliver saftpresser, som man helt sikkert ikke kan købe i Rusland. Det var helt tydeligt, at de ville bringe saftpresseren med hjem, men inden det kom så vidt, tog jeg den ned fra hylden og gav den til butiksbestyreren. Han var i starten en smule forvirret, men jeg er ikke i tvivl om, at han senere vil takke mig for, at jeg reddede saftpresseren fra at komme i kommunisternes besiddelse. KATOLSK BREVKASSE
v/fader Franco
Kære fader Franco
Jeg overvejer at konvertere til katolicismen, da jeg ikke bryder mig om at bruge kondom. Men jeg vil godt lige høre, om det virkelig kan passe, at man som katolik ender i skærsilden, hvis man lever et syndigt liv.
Ernst Eskildsen, Greve
Kære Ernst Eskildsen, Greve
Det glæder mig, at du har fået øjnene op for vores kirke. Det er selvfølgelig aldrig rart at komme i skærsilden. Men jeg kan trøste dig med, at vi er til at tale med om den slags. Som du måske kan forestille dig, er det meget dyrt at drive et trossamfund som vores. Alene det at udstyre Vatikanets Schweizergarde med nye uniformer, for ikke at tale om knæbeskyttere til messedrengene, er temmelig kostbart. Derfor vil en større donation altid være velkommen. Og med sådan en donation kan du gavne både dig selv og kirken. Vi får penge til at dække vore udgifter, og du slipper for skærsilden.
Fader Franco
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























