VM-NYTATS har spurgt tre VM-trænere, om de går ind for, at der opsættes særlige målkameraer i internationale fodboldkampe.Fabio Capello, England: »Ja, helt bestemt. Desuden mener jeg, det er på tide, at der indføres videoovervågning af tyskerne, for man ved aldrig, hvad de kan finde på. Tag nu bare kampen forleden, hvor de ustandselig smuttede forbi os, inden vi nåede at opdage det. I sådan nogle situationer ville det være rart at have dem på video, så vi i det mindste kunne fastslå deres identitet«. Diego Primadonna, Argentina: »Nej, men derimod kunne jeg godt tænke mig, at der var et par ekstra kameraer rettet imod mig, når jeg står og dirigerer mit hold ude fra sidelinjen«. Morten Olsen, Danmark: »Det synes jeg ikke, der er brug for. I hvert fald ikke i Danmarks kampe, for det er sjældent, at vi rammer målet«. PIANYT Pia Kjærsgaard rettede i går et voldsomt angreb imod Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen: »De to amatører har jo ikke styr på noget som helst. Det hele sejler. Mage til knoldesparkere skal man lede længe efter. Jeg kan ikke acceptere det længere«, siger lederen af Dansk Folkedragtsparti og tilføjer: »Men selvfølgelig vil jeg gerne i regering med dem. Til enhver tid. Sådan skal det heller ikke være«. HJEMME HOS HELLE THORNING»Skat, jeg er hjemme!« »Udmærket! Sig det ikke til nogen!«. FJEL & MNAGLERHvæsernes redaktør skriger: Vi skrev i går, at sportsdirektør Kim Andersen fra Team Saxo Bank er stukket af fra hovedfeltet i Tortour de France. Der skulle naturligvis have stået, at Kim Andersen er stukket af fra Team Saxo Bank inden Tortour de France. Vi klebager, og det gør Bjarne Riis også.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























