EN ARBEJDSPLADS I DANMARKHjemmehjælper Hjørdis Olsen, København Nordværst, fortæller om sit arbejde en tilfældig dag.8.37 Møder på arbejde. Min kollega Britta har basser med, så vi får rigtig hygget. 10.53 Må desværre bryde op og tage på besøg hos fru Nielsen på Stærevej, men har lige tid til at køre omkring Nørrebro Center på vejen og se på nye sko. Finder ikke nogen. 12.21 Låser mig ind hos fru Nielsen på Stærevej. Hun har tabt en vaniljekrans på gulvet. Samler den op og forklarer hende, at hun må passe lidt bedre på en anden gang. Det er ikke vores opgave at rende rundt og samle op efter klienter, der sjusker med maden. Fru Nielsen kan ikke finde sine briller og vil have mig til at lede, så hun kan læse i Familie Journalen. Men dér sætter jeg grænsen. Forklarer hende, at vi hjemmehjælpere også er en slags mennesker og at vi ifølge vores overenskomst ikke skal påtage os opgaver, som vi ikke orker, og at jeg i øvrigt skal holde frokostpause. 12. 23 Sætter mig ind i bilen for at køre til frokost. Når lige at kigge indenfor hos ’Deres sko’ på Nørrebrogade. Finder heller ikke et par denne gang. 13.10 Endelig frokost. De fleste af kollegerne er der, så vi har masser at tale om. Britta fortæller, at hun mangler en havebænk til sin kolonihave, og vi bliver enige om at tage sammen i Silvan efter vores næste besøg. 15.26 Besøger pens. herrefrisør Otto Fuchs, som er lettere dement. Han indleder altid med at forklare mig, at han ikke klipper damer og beder mig forsvinde med det samme. Det gør jeg naturligvis, men jeg når da lige at fortælle ham, at jeg ikke bryder mig om at blive talt til i den tone. 15.27 Ringer til Britta. Vi aftaler at mødes i Silvan klokken 16.15, så vi begge lige kan nå at købe ind på vejen. 16.14 Mødes med Britta. Vi får set på en masse bænke. Man får næsten sved på panden. Hun ender med at vælge en i mørkt træ. 17.21 Pyha. Endelig fri. Når lige omkring kontoret for at notere, at jeg har haft en times overarbejde.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























