Kære Powerbook! Så gik min ferie lige i vasken! Min spindoktor ringede til mig nede i Frankrig og sagde, at jeg nok hellere måtte tage hjem med det samme, fordi aviserne skrev en masse vrøvl om, at jeg ikke havde styr på, hvor min mand var henne! I løbet af et par timer lykkedes det mig at finde Stephen. Han sad nede ved poolen, og vi blev hurtigt enige om, at det ville være bedst, hvis jeg rejste hjem alene, for han har allerede været i Danmark i 19 weekender siden nytår, så han har faktisk overskredet sin kvote! Da jeg landede i Københavns Lufthavn, var der pressefolk alle vegne, og de spurgte alle sammen, hvorfor jeg havde løjet for Justitsministeriet. Jeg forklarede tålmodigt, at jeg bestemt ikke havde løjet, men blot begået en dum sjuskefejl, da jeg skrev til ministeriet, at Stephen var i Danmark i alle weekender året rundt. Det var jo først senere, vi gav os til at tælle efter og fandt ud af, at han lige præcis ikke var i Danmark ofte nok til at betale skat. Og det var jo heldigt nok, for dét havde han heller ikke gjort! Nu, hvor jeg har fået kommunikeret sagens rette sammenhæng ud til den danske befolkning, håber jeg bare, at vi kan begynde at diskutere politik igen i stedet for at bruge kræfter på alle disse dumme personangreb. Det er og bliver jo uinteressant, om udenrigsministeren holder ferie hele tiden i stedet for at passe sit arbejde, og om statsministeren har indlogeret sig på hotel under falsk navn sammen med guderne må vide hvem, og hvor mange fadøl han har drukket på skatteydernes regning. At blive ved med at beskæftige sig med den slags tager opmærksomheden fra de virkelige problemer, nemlig at danskerne har en regering, der ikke er til at stole på!