KONCERTNYT Tivolis musikchef, Henrik Engelbrecht, afviste i går at give publikum pengene tilbage efter den skandaleramte koncert med tenoren Rolando Villazingalong: »Jeg forstår slet ikke utilfredsheden. Det er meget få mennesker, der som vores publikum har oplevet at høre verdenstenoren hoste gentagne gange. Personligt har jeg aldrig oplevet så smukke og facetterede host«, siger musikchefen og tilføjer: »Som en ekstra bonus fik publikum også mig at se på scenen flere gange med oplysninger om koncertens forløb, og den slags sker også yderst sjældent. Endelig må jeg påpege, at vi jo heller ikke giver folk deres penge tilbage, fordi Pjerrot ikke siger noget«. NYT JOB SAS søger ny koncernchef. Virksomheden er for tiden inde i en rivende afvikling, og din hovedopgave bliver at finde en køber til den. Vi kræver derfor, at du taler tysk på forhandlingsniveau. Til gengæld kan vi tilbyde et spændende liv i de højere luftlag. Som koncernchef i SAS får du særforplejning på vore flyvninger. For eksempel vil du få udleveret alle de peanuts, du kan spise, og du må gerne sidde oppe hos piloterne, hvis de ikke er for trætte. Send din ansøgning til: Bestyrtelsesformand Fritz Schur (helst ikke som luftpost, da vi flyver en smule uregelmæssigt for tiden).STATUERAPPORT Prags planer om at opstille en statue af Michael Jackson på stedet, hvor Joseph Stalin stod, har inspireret flere andre byer: - London har planer om at fjerne Lord Nelson fra Trafalgar Square og i stedet opstille en statue af Lady Gaga. - Beijing overvejer at skifte en Mao-buste ud med Dolly Partons. - København leger med tanken om at fjerne statuen af Chr. 4 ved Nyboder og opstille Alex Nyborg Madsen i stedet.
ATS er Politikens daglige satirespalte.



























