SPØRGSMÅL & SVAR
Hvem kendte til eksistensen af den rapport, der viste, at Lars Løkke havde givet privathospitalerne for mange penge?
Ingen overhovedet. Daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen anede for eksempel slet ikke, at rapporten eksisterede, da han udleverede den til Lene Espersen.
Hvorfor blev rapporten holdt hemmelig for Rigsrevisionen?
Det gjorde den heller ikke. Men når selv de embedsmænd i Sundhedsministeriet, som havde udarbejdet rapporten, ikke vidste, at den fandtes, kunne de jo heller ikke udlevere den til Rigsrevisionen, vel?
Er sagen skadelig for statsministeren?
Nej. Det er i forvejen kendt, at Lars Løkke har for vane at ødsle skatteydernes penge bort på fadøl og motorveje, så 100 millioner ekstra til privathospitalerne gør næppe den store forskel i vælgernes bedømmelse af ham.
Hvilket år vandt Tottenham Hotspur sin seneste finale i F.A. Cup?
I 1991 (2-1 over Nottingham Forest efter forlænget spilletid).
LYNINTERVIEW
Premierminister Wen Jiabao, hvad synes De om, at systemkritikeren Liu Xiaobo har modtaget Nobels Fredspris?
»Det er komplet uforståeligt, for vi har ikke haft andet end ballade med ham! Det har da også allerede vist sig, at fredsprisen har skabt ufred mellem Norge og os!«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























