TOGSPROG MODERNISERES DSB meddeler, at de såkaldte højttalerudkald er blevet gjort mere tidssvarende: »Velkommen i InterCity-toget mod Fyn og Jylland. Vi vil fortælle om forsinkelser undervejs, og vil du vide, hvilket af togets toiletter der fungerer, kan du bare spørge personalet, hvis du kan finde det«. »Vil du gerne have fred og ro, kan du sætte dig i stillezonen. Her beder vi dig lukke arret og undlade at føre højrøstede telefonsamtaler, hvorunder du orienterer dine venner om, at du sidder i toget og lige har passeret Nyborg, hvor der er en smule mere sne end i Tåstrup eller omvendt«. »Skal du videre med et andet tog, så kan du på skærmene på perronen se, hvilke tog der er aflyst, hvis skærmene ellers fungerer«. IDÉ TIL TEGNEFILM BLEV SKROTTET Wulffmorgenthalers nye tegnefilmserie om en dysfunktionel pandafamilie skulle egentlig have haft nogle helt andre figurer, oplyser makkerparret: »Vores oprindelige idé var at skabe en familie, hvor konen var en afbleget tidligere minister og manden en halvfed kommunikationsrådgiver med en frustreret mor, som han uafladeligt låner penge af, uden at hun ved det, fordi han har et hæmningsløst forbrug af markiser, lædersofaer, årgangsvine og modetøj til konen og børnene«, siger Wullfmorgenthaler. »Det var så tanken, at konen, manden og moren skulle anlægge sag imod hinanden for dokumentfalsk, injurier og alt muligt, ligesom de skulle skiftes til at udstille sig selv i pressen. Men produktionsselskabet mente, at handlingen var for langt ude, og så valgte vi altså at lave en film med talende pandabjørne i stedet«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.



























